Jeg ved egentlig godt

Jeg ved egentlig godt, at det bedste for mig vil være at snakke med ham om det.

Det er en uendelig befrielse at indrømme noget, som jeg ellers har skjult, og som jeg skammer mig over. Men sådan er det bare ikke for ham.

Jeg har flere gange taget mig sammen, og har åbnet op for posen og hver eneste gang har det været en kæmpe lettelse og jeg har følt mig befriet. Til gengæld har det hver eneste gang også skabt en stor kløft imellem os, og det har taget ham flere dage at komme sig, over de dårlige følelser de snakke vækker i ham.

Det er ikke muligt for mig at vide, præcis hvad det er han føler, men det handler helt klart især om skyld og skam.

Derfor kræver det altid en afvejning, af hvor vigtigt det er for mig at tale med ham om de ting der fylder for mig, inden jeg kaster mig ud i det. Jeg ofrer meget på hver af de snakke. Jeg ofrer den gode stemning, hans velbefindende og den nærhed der er imellem os. Og det er meget svært for mig at vide, om det ender med at blive for meget for ham. Om han på et tidspunkt tænker, at på grund af vores fælles historie er forholdet håbløst.

For ham står min usikkerhed og angst i et modsætningsforhold til den tryghed og den kærlighed, der er imellem os. Derfor tror jeg, han betragter det som et tillidsbrud, hver gang han finder ud af, at jeg – den tid han troede at vi havde godt – i virkeligheden var ked af det eller bange. Det gør ham utryg.

Så når jeg igen er tryg efter en konfrontation og en svær snak, har jeg i virkeligheden bare sendt utrygheden videre til ham, så han nu sidder og føler, at intet er sikkert, og at man ikke kan regne med noget.

Monster

Aller bagerst i en rodeskuffe – skjult for min kæreste – ligger en bog jeg har lånt på biblioteket.

Den hedder ”Jalousi – Kunsten at leve med jalousi”, og var det mest lødige bud, der dukkede op ved en søgning på Københavns Bibliotekers hjemmeside. Den er blevet genlånt flere gange, men jeg har kun åbnet den og skimmet i den igennem en enkelt gang.

Den desperation der har fået mig til at låne den bog, er mit største tabu.

Jeg skammer mig helt ned i et lille bitte hul, over de følelser der pludselig er dukket op i mig, og som jeg aldrig har forestillet mig, at jeg skulle mærke.

Jeg skammer mig over de tanker, jeg har – ofte faktisk – om ikke dagligt.

Hvad laver han på sin telefon?

Hvorfor har han den på sig hele tiden?

Hvad gemmer han på sin computer?

Hvem er han?

Jeg kan godt forstå de mennesker, der beskriver jalousi som en lille ukontrollabel sindssygdom. Jeg har svært ved at styre det og det er fandme skræmmende.

Det er ikke på den måde, at jeg råber og skændes og slynger beskyldninger rundt. Jeg vil ikke være ved min jalousi, og prøver derfor også at skjule den for ham. Men jeg er besat af ønsket om at vide alt. Intet skal kunne komme bag på mig. Jeg vil have alt frem i lyset.

Det seneste år har jeg indimellem gjort ting, jeg aldrig havde troet, at jeg kunne finde på.

Tidligere har det undret mig, når kærestepar har ønsket at gennemgå hinandens beskeder, mails eller billeder. Det er sgu da ikke tillid – det er mistro, og den slags ødelægger forhold – tænkte jeg. Men i nat lå jeg vågen, til drømmen om at få muligheden for at tjekke alle hans beskeder, chats og telefonopkald. Hvem er jeg? Hvordan kommer man af med den slags sindssygdom?

Katastrofetanker

I dag er første dag i endnu en usikker periode af mit liv, hvor alting er kastet op i luften, og jeg ingen anelse har om hvor de lander eller hvordan.

Der dukker forskellige blandede følelser op i sådan en periode, og nogen ligger mig mere naturligt end andre. Nogen gange er det muligt for mig at se det som en chance for at opleve noget nyt. Det kan godt være, at jeg ikke selv har valgt, at der skal væltes om på alting endnu engang – men måske bliver det spændende og nyt.

Men oftest er det umuligt for mig at ignorere, at det ikke er en attraktiv position, og at et omskifteligt arbejdsmarked med korte ansættelser og lave timetal, passer meget dårligt til min person.

Det der også sker, når jeg føler at jeg kan mærke katastrofen lure lige om hjørnet, og jeg bliver smerteligt bevidst om, at det fuldstændig er op til mig, hvordan det skal gå, er at tvivlen og angsten spreder sig. Og særligt har den det med at sprede sig et ganske bestemt sted hen.

 

Det meste af tiden kan jeg ikke tror mit eget held, når jeg tænker på, at jeg har mødt og forelsket mig i så grund-god en person, og at han elsker mig tilbage.

Men andre gange – som nu – i dag – hjemsøger det mig, hvordan vi har mødt hinanden. Så kan jeg ikke slippe tanken om alle løgnene, fortielserne og bedragene.

 

Den gang hvor det stod på, var jeg på et meget rationelt plan bevidst om, at det måske end dag, ville blive svært for mig at acceptere, at den første forelskede tid vi havde sammen, blev gjort mulig fordi han løj og bedrog en kæreste.

Dengang var det lettere at fortrænge. Dengang følte jeg mig som første prioritet, og var dumstædigt sikker på, at det jeg kunne mærke vi havde sammen, også måtte være det vigtigste i hans liv.

Men nu er det anderledes. Nu er det mig der er hans kæreste, og pludselig føler jeg mig ikke i samme grad som den naturlige etter.

Hvad er det der sikrer, at det ikke er mig, der bliver bedraget nu? Kan det virkelig passe, at det bare handler om, at vi har et godt forhold, der ikke får ham til at forelske sig i en anden og handle på det? Er utroskab noget, der ligger i hans person? Hvis han har kunnet lyve for sin forrige kæreste – den person, han selv har valgt som den vigtigste for ham – som han bor sammen med, som stoler på ham og regner med ham – hvorfor skulle han så ikke kunne lyve på samme måde overfor mig?

Det er ikke altid, at jeg har de tanker, men det er særligt i usikre perioder som denne, at de dukker op.

Så her er noget trøstende musik af Conor Oberst:

Undskyld – men det er jo ikke min skyld vel? Vel?

Alt det bloglæseri som jeg bruger flere timer på om ugen, har den overordnede effekt, at jeg nærmest for hver læst tekst slipper en negativ eller destruktiv følelse. Den meget dominerende ”Jeg er ikke god til at søge job”-klump i halsen og trykken for brystet – Pfffffff, punkteret af en eddikesur, sårbar eller selvudleverende tekst.

Det er særligt helsende på en dag som i dag, hvor jeg midt i det alt for ustrukturerede jobsøgningsliv jeg lever for tiden, pludselig får hjertebanken af angst for ikke at leve op til de forpligtelser jeg alligevel er sikker på, at jeg har. Sådan en dag som i dag hvor jeg får en ildevarslende mail og straks forbereder mig på at møde op på kontoret i morgen til en berettiget voksenrøffel som den ansvarsfralæggende opportunistiske arbejdsforbryder, jeg pludselig føler mig som.

For tiden skal der ingenting til, før jeg bliver til et stort blegt lyserødt undskyld, der lynhurtigt forvandler sig til et skidden-karrygul/grønt STOP! Stop med at forvente, foreslå, pålægge, tvinge, antyde eller noget der bare ligner.

Jeg har forventninger til mig selv, der på en og samme tid er helt enorme og lille bitte alt for små.

Det er vist nok bare det, man kalder præstationsangst.

Her er til gengæld en sang med en rytme der siger “skidt pyt”.

 

Forleden

Forleden (i går?) efter jeg endnu engang havde læst (ijiceret – direkte ind i sjælen) en tekst på weemoed, fik jeg den tanke, at hun måske ikke ved, hvor meget jeg sætter pris på de tekster, og hvor længe jeg har gjort det.

Jeg synes det er synd hvis det virkelig passer, at man ikke ved, hvordan der sidder nogen på den anden side, og er blevet dybt afhængig, af de tekster man skriver.

Det er aldrig lykkedes mig, at blive ved med at spytte tekster ud. Hver gang jeg har brugt min side, har det været fordi noget har hobet sig så meget op, at jeg har været nødt til at finde mig et sted at ryste det af mig. Og tanken om at der måske er nogen der læser det, er rar. Ikke lige som at råbe ”Kære dagbog” ud i ingenting, som da jeg var præ-teenager, og troede at jeg skulle til at være ironisk og humoristisk dagbogsskribent.

Men der er også sket meget, siden jeg med koldsved og alt for høj puls oprettede denne side, og følte mig som en eller anden anonym net- ekshibitionist, bare fordi jeg var en lille smule ærligere undercover end i virkeligheden.

Måske er der ikke sket så mange ting, i den virkelighed jeg deler med andre. Men for mig er der sket mange ting – eller inden i mig (eller hvor den slags ting nu sidder). Jeg er en anden, eller i hvert fald en anden udgave af den samme. Først og fremmest en jeg bedre kan lide, tror jeg – eller i hvert fald en jeg har mere respekt for.

Sidst jeg skrev herinde, havde jeg forsøgt at lade være med at se (på den intime måde – ikke!) den mand, jeg på meget kort tid var blevet meget forelsket i/afhængig af. Rigtig stolt over at jeg havde fået sagt fra over det snavs havde jeg købt en ukulele, som jeg nu skulle til at sidde og klimpre på, som den som den stakkels ensomme cowboy/ulv/mumrikken jeg inden i mit hoved nogen gange er.

Det holdt meget kort tid, både det med at øve sig på ukulelen og holde sig fra manden. Selvom jeg faktisk stadig er rigtig glad for ukulelen en gang imellem.

Nå men sidespor, sidespor, sidespor (jeg tror faktisk, at det er grunden til, at jeg aldrig skriver tekster. De stopper jo aldrig men forgrener sig bare ud i en uendelighed og jeg synes ligesom at der er nok uafgrænsede ting i mit liv i forvejen. Jeg kan godt lide grænser! (Ja, jeg ved godt at det er usexet og umoderne – men jeg er vild med dem. Trafikregler? Elsker dem … grammatikregler? Not so much. Men det er mere, fordi jeg er dårlig til dem)) Jeg skal for resten også styre mig med de parenteser, kan jeg godt se nu. Nå, pyt. Det jeg kom fra, var at jeg besluttede mig for at skrive det til hende. Lægge en lille kommentar efter indlægget hvor jeg indrømmer min afhængighed.

Straks efter jeg havde gjort det tænkte jeg – ups – creepy stalker. Men senere på dagen var der kommet flere kommentarer til og en tilbagemelding om hvor rart det havde været at få kommentarer. Og så blev jeg glad, fordi jeg havde lagt svesken på disken og pippet lidt, selvom jeg elsker at være den tavse voyeur.

Så jeg tror, at det jeg gerne vil frem til er, at i al den tid hvor jeg har været tavs på nettet, har jeg suget og suget og suget af andres gavmildhed.

Der er en lille håndfuld sider, jeg især har junket. Blandt andet:

Amarorama (min ældste aktive blogkærlighed)

Den Sure Blog

Orddame

Weemoed

Men mange flere som jeg ugentligt holder mig opdateret på, og som jeg sætter Så meget pris på. Så tak til alle dem der er gavmilde med deres tanker på nettet. Jeg er åbenbart den type der heller tager end giver (undskyldende smiley).

Her er en sang jeg hørte meget det forår, hvor jeg var ulykkelig forelsket i den utilgængelige (aaarrhhh, ikke helt) mand. Jeg hørte hele pladen faktisk. Little Girl Blue. Helt sørgeligt og sølle. Og egentlig også ret klichefyldt, men det er den slags jo.

2016 – nu med ukulele

Den sidste måned har føltes som et år. Nu har jeg brug for at få et overblik over, hvad det er, der har gjort, at jeg på 4 uger er blevet et års oplevelser ældre. Jeg har især brug for lige at veje begivenhederne. Det gør jeg i håbet om at de er tungest på plus-siden. Nu må vi se.

 

Dårlige ting (Jeg starter med det dårlige, for jeg har hørt at det er det sidste man siger, der huskes bedst. På den måde håber jeg på at kunne snyde min hjerne. Snedigt, synes jeg selv):

  • Slået op med min kæreste
  • Mistet min svigerfamilie
  • Blevet arbejdsløs
  • Forelsket mig i en mand der har en kæreste
  • Startet en affære med manden der har en kæreste
  • Stoppet affære med manden der har en kæreste

(Nu kan jeg ikke finde på flere. Det ser jeg som et godt tegn).

 

Gode ting

  • Slået op med min kæreste
  • Blevet genansat
  • Forelsket mig i en mand der har en kæreste
  • Startet affære med manden der har en kæreste
  • Stoppet affære med manden der har en kæreste
  • Købt en ukulele

Okay. Det står lige. Selvom jeg var meget fristet til at vride et ekstra punkt ud af min hjerne så plussiden kunne få lidt mere pondus.

Lige i dag glæder jeg mig især over det sidste punkt og jeg har ret store forhåbninger til det efter at jeg har set denne video:

Noget for noget

Næsten to måneder har jeg svælget og suget og fået og givet og solet mig og nydt og næsten aldrig haft det bedre. Og jeg har fortrængt og ignoreret og glemt og lukket ørerne og tiet og skjult. I denne uge har jeg sørget og grædt og haft ondt i stolthed, krop og sjæl. Og det var det hele værd.

Hvem bedre til at synge min hjertesmerte ud end air supply. Kærlighedssorger bliver bare lidt lettere at bære med meget højt hår.

 

Det bedste der er sket …

… er at Den Sure kører julekalender.

Hver dag et lille indlæg, der skiftevis nøgternt og drivende af sarkasme beskriver julens allermest giftige sider. Jeg griner lidt og græder mest, mens jeg genkender forventninger og skuffelser mellem børn, voksne og voksenbørn.

Det er det bedste i denne måned.