Husk at tage sorgerne på forskud

Jeg er egentlig blevet ok til at håndtere det her arbejdsløshed (siger jeg her næsten ikke engang tre uger inde, og jinxer det hermed i knæ, så jeg sikkert kommer til at ligge i fosterstilling hele weekenden). Men har det faktisk bedre med det denne gang. Og jeg er helt overbevist om, at det blandt andet handler om, at jeg generelt har det bedre med mig selv. Ret godt faktisk. Men derfor kan jeg godt stadigvæk have lyst til at harcelere over, at det skal være nødvendigt at være i fuldkommen eksistentiel zen, for overhovedet at kunne holde tilværelsen som arbejdsløs ud. Men jeg vil altså mene, at det er rigtig rigtig svært at bære rundt på bare den mindste smule dårligt selvværd, hvis man skal søge job, og alt for jævnligt være i kontakt med jobcenter og a-kasse.

Og mens jeg sidder og skriver det her, er det igen sket, at jeg kan se at nogen (Annamette Fuhrmann) har skrevet det meget længere og meget mere udførligt end mig. Her. Indledningsvist handler indlægget om at blive fyret. Men hen af vejen bliver det også en meget præcis beskrivelse af, hvad det er, der gør, at det er så trist at være arbejdsløs.

Jeg er ret bevidst om, hvilke ting der gør, at jeg indtil videre kan holde snuden oven vande. Det er særligt en person – en støttende og sjov og omsorgsfuld person. Og jeg er ked af, at det ikke er alle, der har sådan en person, og jeg vil gerne være large og sige, at man må låne min person, men det må man ikke – for jeg har aldrig prøvet, at det var sådan her før og jeg holder fast med næb og kløer, i det gode jeg pludselig har fået. Så det er ikke alt, der er skidt. Men hvis jeg alligevel skal vende tilbage til det, der ér skidt, så er her et par uddrag fra Annamettes – som hun selv siger – meget lange (dejligt) indlæg.

Her om hvordan det hurtigt stopper med at føles som frihed (hvis det da nogensinde føles sådan) – og lidt om de måske velmenende men forfærdelige peptalks man jævnligt skal håndtere uden at smuldre:

“Det holder hurtigt op med at være sjovt. Meget hurtigt. Man er hver dag larmende klar over at man ikke er en del af et fællesskab mere. Man ved godt, at man burde ræse land og rige rundt og udnytte tiden til at suge viden til sig. Jeg kunne jo for helvede have lært at tale flydende italiensk i den tid jeg har været ledig. Så ville jeg kunne have siddet i Rom og sagt; “Sono disoccupato” og det er immervæk mere eksotisk end at stå i køen i Fakta i Bredballe Centret og føle arbejdsløsheden, fordi man handler kl. 10.30 om formiddagen. Og det ikke var fordi man havde en fridag.

“Vend det til noget positivt”, er der mange der har sagt. Ja. Og det vil man også gerne. Det er bare svært. Fordi man er så utroligt meget alene, og man er meget hjemme og man har det hele tiden en lidt halvnervøs stemme i hovedet der siger; “fuck-fuck-fuck.” For tiden går og den går hurtigt og ens selvbillede er udfordret. Man kan ikke diske op med et CV, der bugner af fede projekter og en eller anden dag går det op for en at bitterheden er kommet snigende. Hvorfor mig? Hvorfor skal de andre have råd til at tage på ferie? Købe nyt tøj?”

Her om hvad man savner – som reelt set er de ting der giver overskud og glæde i livet:

“Jeg savner kollegaer. Jeg savner at bruge min hjerne på andet end bekymringer. Jeg savner at snakke med mennesker. Jeg savner fællesskab. Jeg savner at blive udfordret. Jeg savner at give noget af alt det jeg er god til videre. Jeg savner. Stort set alt der er ved at have et arbejdsliv.”

Pointen med min tekst skulle have været, at når man hver dag trækker energi ud for at krabbe sig vej ind på arbejdsmarkedet igen, men der ingen energi kommer tilbage, fordi der ikke er noget, af det man laver, der giver noget igen, så bliver man på et tidspunkt tom (frygter jeg). Men Annamette siger det meget bedre, så skynd jer derover i stedet.

Offerrollen har ringet – den vil have sin plads i verden tilbage

Jeg sad i morges og læste en artikel på Soundvenue om programmet om Ida på DR. Jeg fandt artiklen gennem Idas Instagram-profil, og var enig i mange beskrivelser af programmets kvaliteter. Men det slog mig også, hvorfor det mon egentlig er så slemt at være et offer.

Allerede i overskriften slåes det fast, at Ida har mange positive egenskaber, og gennem artiklen pointeres det, at det blandt andet er Idas personlighed, der er med til at gøre programmet til godt tv. Men det er åbenbart også nødvendigt at slå fast, at Ida ikke er et offer. Hvorfor? Hvis man er udsat for tilsyneladende umotiveret verbal vold fra en fremmed person på gaden, er man da et offer – er man ikke? Og er det ikke også ok? Man kan da godt være alle mulige andre ting samtidig – opfindsom, sjov og god til at formidle berigende tanker – ligesom Ida. Det er som om, at det at være et offer samtidig berøver én for muligheden for at være alle mulige andre ting. Jeg er altså uenig i, at det skal være sådan. Det har I måske fanget?

Jeg tror, at det blandt andet handler om, at der læses en passivitet ind i det at være et offer for noget. Og passivitet opfattes negativt. Og det er rigtigt, at der ligger en vis grad af passivitet i det at være et offer – på den måde at som offer er uforskyldt, og altså ikke selv har nogen aktier, i det der er overgået én – igen ligesom i Idas tilfælde. Det at hun samtidig optræder i Deadline, og sætter sig selv i skudlinien for med sin personlige fortælling at sætte fokus på et generelt problem, er sejt og stærkt og modigt. Og jeg vil altså argumentere for, at det er muligt at være et modigt offer.

Tør kiks efterlyser livsmod

Jeg var i gang med at forfatte (ja, Ja. Så fint er det) en tekst om, hvor rart det har været at se programmet på DR om Ida, da Amarorama kom mig i forkøbet. Men det betyder jo ikke, at der ikke er grund til at hylde Ida endnu engang.

Man kan sige meget om det program – for eksempel hvor modigt det er, at være så ærlig på TV – at stille sig selv i skudlinjen på den måde.

Det der egentlig betød mest for mig, og som gjorde, at jeg med det samme slugte begge afsnit, og nu konstant scroller rundt på Instagram for mere Ida, er hvor meget styrke det giver, at se et menneske så stædigt nyde livet. Det gav mig en god følelse. Optimisme? Livsmod? I hvert fald faldt der en behagelig ro over mig, mens jeg sad der i madpakkeområdet på biblioteket og ignorerede de jobansøgninger jeg egentlig burde skrive. Selv verdens mindste mobilskærm gjorde ikke udsendelsen mindre kraftfuld.

Efter i en periode at have været væk fra mit faste job som arbejdsløs, kan jeg pludselig huske hvad mit største problem er i forhold til at søge job, nemlig min overordnet set ret dårlige selvtillid. Jeg tror simpelthen ikke en skid på det. Derfor er hver enkelt ansøgning en kamp at få skrevet. Jeg går til opgaven med en følelse af, at det er håbløst, at det handler om at jeg skal være en anden og at det vil kræve en ekstrem indsats at gøre det godt nok. Er det kun mig? Det tror jeg ikke det er. Men i jobsøgningsverdenen er dårlig selvtillid ubelejlig og et tabu. Frygten for ikke at være god nok er en kæmpe stor lyserød elefant i rummet hver gang jeg sidder på et lille klaustrofobisk konsulentkontor og skal fremlægge min jobsøgningsstrategi. Så tak til Ida for at indgyde lidt mod. Det falder på et knashamrende tørt sted.

Jeg elsker den her side for at være opslagstavle for min anonyme verdenssmerte, men er også pinligt selvbevidst over, hvor kedelige de her tekster er. Men altå fuck nu det. Jeg sidder konstant og presser og presser (undskyld for det billede) i håb om at der kommer en sprudlende og inspireret jobansøgning ud af mine desperate anstrengelser. Hvis man ikke må være kedelig på sin egen anonyme blog, hvor fanden må man det så?

Shubberne kender min smerte. Så jeg håber på, at denne youtubefilm kan distrahere så meget, at ingen lægger mærke til, hvordan den her tekst fuldstændig mangler en afsluttende pointe.

Mistillidens hamsterhjul

Jeg ved godt, at jeg kører i ring her, og at det på et eller andet tidspunkt må blive trættende at høre på. Men hvad fanden gør man af sin mistillid? Den er jo aldrig belejlig, og vil altid være ødelæggende. Det er jo ikke fordi, jeg er glad for, at have det sådan her. Jeg kommer hele tiden til at blive den, der har rollen som den bebrejdende. Min strategi har været at prøve at undertrykke det, og det har jo vist sig at være en elendig ide. Så sprøjter det bare ud af mig alligevel og helt sikkert på det mest ubelejlige tidspunkt. Typisk når der er lagt op til, at alting skal være rigtig rigtig hyggeligt.

Min første indskydelse når jeg er i tvivl om noget, er altid at researche som en sindssyg. Så jeg har googlet mig skeløjet og trawlet bibliotekets hjemmeside igennem i håb om at finde en bog med en titel som ”Sådan kommer du af med mistillid i dit parforhold”, uden at det bliver alt for Doktor Phil-agtigt. Jeg vil gerne bare have nogle gode råd tak. For jeg er fandme på bar bund. Hvad i helvede gør jeg? Jeg vil bare gerne af med det. Væk. Have det trygt og godt og ikke være i fare for at ødelægge noget af det bedste i mit liv, ved at være sådan her. Altså hvad fanden gør jeg?

Jeg sender aben videre

Jeg gjorde det. Jeg snakkede med ham. Ikke fordi jeg havde lyst overhovedet. Det kunne bare ikke rigtig holdes inde længere.

Eller det er løgn, for det kunne det godt. Sagtens. Men ikke uden at gøre mig til den mærkeligste, mest knudret undvigende og stilfærdigt aggressive kæreste der nogensinde har siddet på forsædet af en lille hyggelig bil på vej på romantisk kærestetur.

Mens jeg sad og grublede løs over, hvordan jeg kunne lykkes med at smide alle de syregrønne følelser hurtigst muligt, så jeg kunne blive kærlig og nærværende, og leve op til den plan der var for dagen, så indså jeg, at det jo nok allerede var for sent, og at jeg havde spoleret dagen ved at være så giftig. Så det kunne kun blive bedre, håbede jeg.

Det blev faktisk en rigtig fin snak. Og det hjalp.

Indtil det blev aften, og vi nåede over på den anden side af en romantisk middag og en hel flaske vin. Det var den satans vin. Eller egentlig var det jo nok bare mig og alle de spørgsmål der har hobet sig op, og som jeg har været bange for at stille. Jeg kunne ikke holde mig. Jeg blev nødt til at stille de spørgsmål. Åndsvage spørgsmål til umiddelbart uskyldige ting, der for mig ser mistænkelige ud. I hvert fald når jeg ligger vågen om natten.

Så var det pludselig ikke længere en god snak.

Det endte også som jeg havde forudset og frygtet. Jeg har befriet mig for en del af den tvivl og angst, der har tynget mig. Den er bare ikke forsvundet. I stedet er den flyttet over i ham, og nu er det hans tur til at bære rundt på den.

Hvis jeg skal gætte på, hvordan den ser ud, når den bor hos ham, er det noget med: ”Hvornår har vi det rent faktisk godt, og hvornår går hun bare og lader som om alt er ok, mens hun skjuler sin angst og jalousi? Hvornår får hun nok, og går fra mig?” Alt sammen krydret med skam og dårlig samvittighed. Og det er der bare aldrig rigtig kommet noget godt ud af.

Det var dagens deprimerende indslag. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvordan jeg skal afslutte det, for jeg har ikke noget klogt at sige her til sidst. Jeg bliver nok nødt til bare at lade den hænge.

Her er til gengæld dagens boganbefaling, nu hvor vi går en kold tid i møde.

Kære arbejdsmarked

Apropos hvor råddent arbejdsmarkedet er lige nu, så hænger mit ikke-job mig langt ude af halsen. Jeg er ansat så få timer, og har lige nu et kæmpe hul, hvor jeg står med alt ansvaret for en opgave, som det ikke er planen, at der skal arbejdes videre på før om en måned. Derfor får jeg ingen løn lige nu. Men det betyder ikke, at der ikke er noget arbejde. Jeg har ansvaret for denne opgave, og står med kontakten til de der deltager – så får jeg alskens trælse mails flere gange om ugen, med problemer der er opstået, og som jeg må forholde mig til.

Jeg har en massiv ulyst til at tage mig af de problemer.

Det er der mange grunde til. Jeg føler mig til grin og udnyttet, fordi jeg så tit står i den situation, at jeg arbejder enormt meget gratis. Det er så skide smart med et system, med så rigide rammer for hvad kan man kan få løn for, at det er umuligt at følge dem og samtidig gøre sit job ordentligt. Den situation er kun optimal, hvis man er helt kold overfor, at alt falder sammen om ørerne på en.

Det er ikke rart at være i sådan en situation, der ikke fungerer. Alle er utilfredse, og som den udadtil ansvarlige får man hele skraldet.

Den vrede jeg føler over uretfærdigheden i dette set-up, iblandet frygten for at åbne den forhadte mail hver dag, har sat sig i halsen og brystkassen på mig, og jeg går konstant rundt og hiver efter vejret.

Så jeg prøver at brokke mig over min situation, selvom jeg efterhånden er træt af, at høre på min egen indignerede stemme.

Det er bare som om, det ikke rigtig hjælper at blive bekræftet i hvor uretfærdigt det er. For fingrene peger stadig tilbage på mig selv. Hvorfor finder jeg mig i at arbejde under de forhold?

Som arbejdsløs står man med hatten i hånden, og midlertidige ansættelser med et usselt timetal er et halmstrå man klynger sig til, i håb om at blive frelst … blive inkluderet og sluset ind på detuindtrængelige arbejdsmarked med fastansættelser og feriepenge og løn under sygdom og pension … åhh pension.

Så kære arbejdsmarked.

Det går næsten altid galt, når vi er i byen sammen.

Vi går næsten altid hjem hver for sig.

Og sidst der gik det ud over mig.

Jeg ved egentlig godt

Jeg ved egentlig godt, at det bedste for mig vil være at snakke med ham om det.

Det er en uendelig befrielse at indrømme noget, som jeg ellers har skjult, og som jeg skammer mig over. Men sådan er det bare ikke for ham.

Jeg har flere gange taget mig sammen, og har åbnet op for posen og hver eneste gang har det været en kæmpe lettelse og jeg har følt mig befriet. Til gengæld har det hver eneste gang også skabt en stor kløft imellem os, og det har taget ham flere dage at komme sig, over de dårlige følelser de snakke vækker i ham.

Det er ikke muligt for mig at vide, præcis hvad det er han føler, men det handler helt klart især om skyld og skam.

Derfor kræver det altid en afvejning, af hvor vigtigt det er for mig at tale med ham om de ting der fylder for mig, inden jeg kaster mig ud i det. Jeg ofrer meget på hver af de snakke. Jeg ofrer den gode stemning, hans velbefindende og den nærhed der er imellem os. Og det er meget svært for mig at vide, om det ender med at blive for meget for ham. Om han på et tidspunkt tænker, at på grund af vores fælles historie er forholdet håbløst.

For ham står min usikkerhed og angst i et modsætningsforhold til den tryghed og den kærlighed, der er imellem os. Derfor tror jeg, han betragter det som et tillidsbrud, hver gang han finder ud af, at jeg – den tid han troede at vi havde godt – i virkeligheden var ked af det eller bange. Det gør ham utryg.

Så når jeg igen er tryg efter en konfrontation og en svær snak, har jeg i virkeligheden bare sendt utrygheden videre til ham, så han nu sidder og føler, at intet er sikkert, og at man ikke kan regne med noget.

Monster

Aller bagerst i en rodeskuffe – skjult for min kæreste – ligger en bog jeg har lånt på biblioteket.

Den hedder ”Jalousi – Kunsten at leve med jalousi”, og var det mest lødige bud, der dukkede op ved en søgning på Københavns Bibliotekers hjemmeside. Den er blevet genlånt flere gange, men jeg har kun åbnet den og skimmet i den igennem en enkelt gang.

Den desperation der har fået mig til at låne den bog, er mit største tabu.

Jeg skammer mig helt ned i et lille bitte hul, over de følelser der pludselig er dukket op i mig, og som jeg aldrig har forestillet mig, at jeg skulle mærke.

Jeg skammer mig over de tanker, jeg har – ofte faktisk – om ikke dagligt.

Hvad laver han på sin telefon?

Hvorfor har han den på sig hele tiden?

Hvad gemmer han på sin computer?

Hvem er han?

Jeg kan godt forstå de mennesker, der beskriver jalousi som en lille ukontrollabel sindssygdom. Jeg har svært ved at styre det og det er fandme skræmmende.

Det er ikke på den måde, at jeg råber og skændes og slynger beskyldninger rundt. Jeg vil ikke være ved min jalousi, og prøver derfor også at skjule den for ham. Men jeg er besat af ønsket om at vide alt. Intet skal kunne komme bag på mig. Jeg vil have alt frem i lyset.

Det seneste år har jeg indimellem gjort ting, jeg aldrig havde troet, at jeg kunne finde på.

Tidligere har det undret mig, når kærestepar har ønsket at gennemgå hinandens beskeder, mails eller billeder. Det er sgu da ikke tillid – det er mistro, og den slags ødelægger forhold – tænkte jeg. Men i nat lå jeg vågen, til drømmen om at få muligheden for at tjekke alle hans beskeder, chats og telefonopkald. Hvem er jeg? Hvordan kommer man af med den slags sindssygdom?

Katastrofetanker

I dag er første dag i endnu en usikker periode af mit liv, hvor alting er kastet op i luften, og jeg ingen anelse har om hvor de lander eller hvordan.

Der dukker forskellige blandede følelser op i sådan en periode, og nogen ligger mig mere naturligt end andre. Nogen gange er det muligt for mig at se det som en chance for at opleve noget nyt. Det kan godt være, at jeg ikke selv har valgt, at der skal væltes om på alting endnu engang – men måske bliver det spændende og nyt.

Men oftest er det umuligt for mig at ignorere, at det ikke er en attraktiv position, og at et omskifteligt arbejdsmarked med korte ansættelser og lave timetal, passer meget dårligt til min person.

Det der også sker, når jeg føler at jeg kan mærke katastrofen lure lige om hjørnet, og jeg bliver smerteligt bevidst om, at det fuldstændig er op til mig, hvordan det skal gå, er at tvivlen og angsten spreder sig. Og særligt har den det med at sprede sig et ganske bestemt sted hen.

 

Det meste af tiden kan jeg ikke tror mit eget held, når jeg tænker på, at jeg har mødt og forelsket mig i så grund-god en person, og at han elsker mig tilbage.

Men andre gange – som nu – i dag – hjemsøger det mig, hvordan vi har mødt hinanden. Så kan jeg ikke slippe tanken om alle løgnene, fortielserne og bedragene.

 

Den gang hvor det stod på, var jeg på et meget rationelt plan bevidst om, at det måske end dag, ville blive svært for mig at acceptere, at den første forelskede tid vi havde sammen, blev gjort mulig fordi han løj og bedrog en kæreste.

Dengang var det lettere at fortrænge. Dengang følte jeg mig som første prioritet, og var dumstædigt sikker på, at det jeg kunne mærke vi havde sammen, også måtte være det vigtigste i hans liv.

Men nu er det anderledes. Nu er det mig der er hans kæreste, og pludselig føler jeg mig ikke i samme grad som den naturlige etter.

Hvad er det der sikrer, at det ikke er mig, der bliver bedraget nu? Kan det virkelig passe, at det bare handler om, at vi har et godt forhold, der ikke får ham til at forelske sig i en anden og handle på det? Er utroskab noget, der ligger i hans person? Hvis han har kunnet lyve for sin forrige kæreste – den person, han selv har valgt som den vigtigste for ham – som han bor sammen med, som stoler på ham og regner med ham – hvorfor skulle han så ikke kunne lyve på samme måde overfor mig?

Det er ikke altid, at jeg har de tanker, men det er særligt i usikre perioder som denne, at de dukker op.

Så her er noget trøstende musik af Conor Oberst:

Undskyld – men det er jo ikke min skyld vel? Vel?

Alt det bloglæseri som jeg bruger flere timer på om ugen, har den overordnede effekt, at jeg nærmest for hver læst tekst slipper en negativ eller destruktiv følelse. Den meget dominerende ”Jeg er ikke god til at søge job”-klump i halsen og trykken for brystet – Pfffffff, punkteret af en eddikesur, sårbar eller selvudleverende tekst.

Det er særligt helsende på en dag som i dag, hvor jeg midt i det alt for ustrukturerede jobsøgningsliv jeg lever for tiden, pludselig får hjertebanken af angst for ikke at leve op til de forpligtelser jeg alligevel er sikker på, at jeg har. Sådan en dag som i dag hvor jeg får en ildevarslende mail og straks forbereder mig på at møde op på kontoret i morgen til en berettiget voksenrøffel som den ansvarsfralæggende opportunistiske arbejdsforbryder, jeg pludselig føler mig som.

For tiden skal der ingenting til, før jeg bliver til et stort blegt lyserødt undskyld, der lynhurtigt forvandler sig til et skidden-karrygul/grønt STOP! Stop med at forvente, foreslå, pålægge, tvinge, antyde eller noget der bare ligner.

Jeg har forventninger til mig selv, der på en og samme tid er helt enorme og lille bitte alt for små.

Det er vist nok bare det, man kalder præstationsangst.

Her er til gengæld en sang med en rytme der siger “skidt pyt”.