2016 – nu med ukulele

Den sidste måned har føltes som et år. Nu har jeg brug for at få et overblik over, hvad det er, der har gjort, at jeg på 4 uger er blevet et års oplevelser ældre. Jeg har især brug for lige at veje begivenhederne. Det gør jeg i håbet om at de er tungest på plus-siden. Nu må vi se.

 

Dårlige ting (Jeg starter med det dårlige, for jeg har hørt at det er det sidste man siger, der huskes bedst. På den måde håber jeg på at kunne snyde min hjerne. Snedigt, synes jeg selv):

  • Slået op med min kæreste
  • Mistet min svigerfamilie
  • Blevet arbejdsløs
  • Forelsket mig i en mand der har en kæreste
  • Startet en affære med manden der har en kæreste
  • Stoppet affære med manden der har en kæreste

(Nu kan jeg ikke finde på flere. Det ser jeg som et godt tegn).

 

Gode ting

  • Slået op med min kæreste
  • Blevet genansat
  • Forelsket mig i en mand der har en kæreste
  • Startet affære med manden der har en kæreste
  • Stoppet affære med manden der har en kæreste
  • Købt en ukulele

Okay. Det står lige. Selvom jeg var meget fristet til at vride et ekstra punkt ud af min hjerne så plussiden kunne få lidt mere pondus.

Lige i dag glæder jeg mig især over det sidste punkt og jeg har ret store forhåbninger til det efter at jeg har set denne video:

Noget for noget

Næsten to måneder har jeg svælget og suget og fået og givet og solet mig og nydt og næsten aldrig haft det bedre. Og jeg har fortrængt og ignoreret og glemt og lukket ørerne og tiet og skjult. I denne uge har jeg sørget og grædt og haft ondt i stolthed, krop og sjæl. Og det var det hele værd.

Hvem bedre til at synge min hjertesmerte ud end air supply. Kærlighedssorger bliver bare lidt lettere at bære med meget højt hår.

 

Det bedste der er sket …

… er at Den Sure kører julekalender.

Hver dag et lille indlæg, der skiftevis nøgternt og drivende af sarkasme beskriver julens allermest giftige sider. Jeg griner lidt og græder mest, mens jeg genkender forventninger og skuffelser mellem børn, voksne og voksenbørn.

Det er det bedste i denne måned.

Gemte og glemte kladder Del 2

Så er vi nået til anden del af den spændende serie af kladder, som jeg har glemt, at jeg har skrevet. Der var kun to, så det var dén føljeton. Jeg bliver nok nødt til at finde på noget mere bæredygtigt næste gang.

Jeg har givet den titlen “Nærved og næsten”. Jeg ved ikke hvorfor. Det lyder jo utroligt irriterende.

“Nærved og næsten

Jeg har været stille det sidste lange stykke tid. Der er fordi, jeg har fået et job. Endnu et tidsbegrænset men fuld tid. Så jeg har vendt dagpengeland ryggen og har ikke set mig tilbage. Det var verdens bedste følelse. Og jeg har jublet og været i en anden verden det sidste lange stykke tid.

Men”

Det var så det ha, ha. Gad vide hvad jeg ville have skrevet efter det men. Jeg tror måske at jeg kan regne det ud. Noget med at der med et stort ansvar også følger angsten for ikke at være god nok og ikke at slå til. Jeg endte med at skrive om præstationsangsten i et andet indlæg.

Nu sidder jeg i den anden ende af den midlertidige ansættelse og føler at d. 7. september hvor jeg skrev de ord, er rimelig lang tid siden. Det er en midlertidig ansættelse, der ikke kan transformeres til en fast stilling. Så derfor sidder jeg efter jul igen i suppedasen. Formegentlig kommer det til at betyde flere bitre arbejdsløshedsindlæg. Men jeg håber også, at de kommer til at bære præg af, at jeg det sidste halve år har haft et gratis forløb hos Psykologisk Korttidsrådgivning i Stefansgade og har fået brudt en masse tabuer ned. Det kan jeg i hvertfald se nu. Det var en uventet sidegevinst til det at få det bedre med mig selv og mine begrænsninger. Forhåbentligvis mere om det en anden gang.

2003

Hey mand

Det er sgu da flere dage siden, at det var et år siden, at jeg udgav mit første indlæg. Jeg kan tydeligt huske det. Jeg sad på Diamanten og prøvede at skrive jobansøgninger og havde lige fået den ide, at jeg kunne prøve at starte en lille blog og skabe mig noget indhold i livet.

Man kan ikke ligefrem sige, at jeg er blevet stabil her på siden. Men jeg er faktisk rigtig glad for den lille blog. Især efter at jeg på de sidste har sluppet paranoiaen og angsten for at blive genkendt eller “opdaget”. Det hænger helt sikkert sammen med, at der er færre ting ved mig selv som jeg skammer mig over. Derfor er det også blevet mindre farligt, at der er en risiko for, at folk jeg kender, vil opdage bloggen, og kunne se at det er mig. Jeg nyder den her anonymitet. Men jeg er blevet mere afslappet, og jeg tror at det er en god ting i forhold til at skrive lidt friere og ikke holde så meget tilbage.

tumblr_mgosgoUr531rzapx4o1_500_zps703388fd

Gemte og glemte kladder Del 1

Jeg vil springe den del over, hvor jeg indleder med at undskylde at, eller forklare (til mine tusindvis af følgere) hvorfor jeg ikke har skrevet noget herinde i en million år ca.

Istedet vil jeg hygge mig med at sende det her indlæg ud, som jeg startede på d. 6. august i år men aldrig udgav. Selvom det ikke er så lang tid siden, at jeg skrev det her indlæg, hvis man måler det i almindelig kalendertid, så er det uendelig lang tid siden målt i jobsituations- og samtaleterapitid.

Rart at opdage at man ikke er blevet for gammel til at udvikle sig på et halvt år. Det er eller ret lang tid siden, jeg sidst har haft følelsen af sådan rigtigt at rykke mig, personlighedsmæssigt.

Nå, men det er vel ikke andet at gøre end at sige enjoy. Indlægget var titelløst, så det er ikke til at sige, hvad det skulle have heddet. Måske “Tør mås”, hvem ved.

“Det irriterer mig ofte, at jeg føler mig mere sart end de fleste.

Jeg har blandt andet, et helt ekstremt behov for jævnligt at være alene. Det veksler i perioder, i forhold til hvor udtalt det er. Ofte er det sådan, at jeg kan være sammen med mine virkelig gode venner i meget længere tid uden at få klaustrofobi, end jeg kan sammen med andre. Og det er nok ikke så mærkeligt. Der er jo en grund til, at de er mine venner. Men det er alligevel interessant. Det betyder nemlig, at det nok ikke udelukkende handler om at være alene, men også om hvor længe jeg kan holde til, at være i en socialt udfordrende situation. Fx sammen med mine forældre.

Jeg er ellers en rimeligt stor selvskabsløve. Det er som om, der enten er tændt eller slukket. Ikke nogen mellemting der. Derfor er noget af det værste jeg ved, også den der snak man har med gæster, der står i gangen med alt deres overtøj på, uden på nogen måde at gøre mine til at ville gå indenfor den nærmeste fremtid. Enten er man til fest, eller også er man skredet. Når jeg har nået mit sociale mætningspunkt, så er det som om, der er lukket for det varme vand på en rimelig konsekvent måde.

Sådan har det egentligt nok været det meste af mit liv, tænker jeg nu. Jeg kan tydeligt høre for mig hvordan min mor fx altid har kommenteret det, også i sociale sammenhænge. “Nå, nu er du vist ved at være træt hva?”. På den der måde, der får alle blikke til at rette sig mod én, så man pludselig er i fokus på det værst tænkelige tidspunkt. Det undrer mig, hvorfor hun gør det? Det må være et levn fra den tid, hvor hendes børn var så små, at det var helt i orden at sidde i et selvskab og råbe, “Der er da vist nogen der trænger til en ny ble, hva?”. Det er i hvert fald lidt den følelse, man godt kan få, når man står for skud.”

 

tumblr_lytm9r8dR11qz4ssl

Præstationsangst

Jeg har brugt den sidste halvanden måned (næsten) på at brygge et indlæg.

Okay, det er løgn. Jeg har brugt den sidste tid på t tænke på alt andet end mine egne (manglende) blogindlæg. Men jeg HAR altså tænkt på min lille side her, og på alle de ting der ikke blev skrevet. Jeg kunne nemlig have skrevet tusindevis af indlæg om tiden siden sidst. Og jeg har haft lyst til det. Det har nemlig ofte været en lise for mig at skrive herinde. Det er et godt lille åndehul.

Men den sidste tid er der sket så meget.

Jeg lagde mærke til, at mit sidste indlæg var en spydig kommentar omkring følelsen af at sende endnu en håbløs ansøgning ud, men skæbnens ironi ville, at min uopfordrede henvendelse denne gang bar frugt, og der rent faktisk var en der ansatte mig.

Hvem havde troet det. Ikke mig.

Derfor er det næsten det samme som at begå fæl hybris, når jeg sætter mig ved tastaturet for endnu engang at brokke mig over tingenes tilstand.

Men det er nu engang blevet bloggens lod, at agere afløb for mine tabuiserede dårlige følelser. Arbejdsløs eller ej.

Hurra for nyt arbejde og balloner og halleluja og taknemmelighed fordi det lige meget hvad er SÅ meget bedre end at være arbejdsløs. Og derudover er det pisse spændende. Der er en bunke søde kollegaer og mange gode ting at sige. Men lad os nu for en stund kun fokusere på det dårlige.

Hold kæft hvor lider jeg nogen gange (tit) af en satans kraftig form for præstationsangst.

Jeg er så skide bange for ikke at slå til. Virkelig bange. Og det er ikke til at drive væk, med tanker om hvor OK det er, at være bange når man er ny. Jeg vil SÅ gerne gøre det godt. Nej, ikke bare godt. Perfekt.

Som lige nu, hvor det virkelig kan mærkes at min indsats på trods af (ofte faktisk på grund af) min ihærdighed ikke på nogen måder er perfekt. Jeg er ikke perfekt.

Og det er ikke fordi, det kommer bag på mig, at jeg ikke er perfekt. Tværtimod. Men derfor er der stadig pinsomt at opleve min egen utilstrækkelighed. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg havde regnet med. Jo, det ved jeg faktisk godt. Jeg havde regnet med, at jeg bare vil være skide god. Lige fra starten af. Simpelthen skide god. Eller jeg havde ihvertfald håbet på det.

Det er jeg ikke.

Jeg er ok, tror jeg. Jeg gør mit bedste. Men jeg er fejlbarlig. Og ting er svære.

Det er en kamel at sluge. Og det giver mig hjertebanken på en måde, der får mig til at google præstationsangst, og labbe det i mig når en tilfældig dame, med håndholdt kamera fortæller mig, at jeg er god nok, som jeg er.

Så det er det budskab, jeg håber vil sive ind og virke på samme måde, som de vejrtrækningsøvelser jeg fandt på psykiatrifondens youtube-side. Så er det tip givet videre. Og endnu engang hjalp det, at skrive det ned her på dette beskedne anonyme forum. Og også tak for det.

chrrs